Et landsdækkende fagligt fællesskab med fokus på gardiner og solafskærmning
Vi er en organisation, som omfatter 3 brands, der favner 3 forskellige koncepter:
I Gardingruppen bliver du en del af:
GardinHuset
hvor vi har fokus på høj faglighed og på selve oplevelsen af gardinløsningernes kreative udtryk og funktionalitet. Hér danner vores landsdækkende showrooms rammen om det første møde med kunden. Og her viser vi kunden, at vi vægter såvel mode som stilretninger og funktionalitet i hver enkel gardinløsning.
Hér tegner vi trenden, fordi vi tror på, at det rigtige for kunden er at skabe den rette individuelle løsning sammen med kunden. En løsning, som er helt ud over det sædvanlige. Som er unik! Og i den optik er intet hverken for stort eller for småt. Intet er umuligt.
I dag finder du vores showrooms i Odense, Viborg, Roskilde og på Frederiksberg.
House of Home
hvor vi både møder kunden online i vores webshop og fysisk i butikkerne, som du lige nu finder centralt placeret i Svendborg og Nyborg.
Hér har vi fokus på hjemmet, på det bløde og på hvordan, vi sammen med kunden skaber rum og bygger det hjem, kunden ønsker, via tekstiler, puder, plaider, sengetøj, tapet og øvrigt interiør. Hér præsenterer vi kunden for de 4 stilarter, vi arbejder med, og som vi hjælper kunden med at etablere i hjemmet:
- Den retro/old school stil
- Den romantiske/vintage stil
- Art deco/lys-mørk farvekombination
- Den minimalistiske/Nordisk stil, som peger på det Urbane og økologiske.
Gardinmontøren Erhverv
hvor vi har fokus på at levere specialdesignede gardinløsninger til offentlige og private virksomheder. Hér består vores sortiment udelukkende af måleprodukter – og at gå på kompromis med kvaliteten er som i alle andre kunderelationer udelukket!
Rent praktisk betyder det, at vi stiller utroligt store faglige krav til os selv, til vores leverandører og producenter. At stille krav er nemlig den eneste måde, vi i fællesskab kan optimere på vores løsninger og samtidigt forbedre os.
Det betyder også, at vi internt i virksomheden skatter grundlaget for vores eksistens særdeles højt! Et grundlag, der bygger på 5 værdier, alle i virksomheden arbejder efter hver eneste dag. Her vil du opleve, at fleksibilitet , kvalitet , kreativitet , miljø & etik og pris & økonomi er rodfæstet i samtlige gardinløsninger, vi leverer.
Gardingruppen er ikke en topstyret kæde! Vi er en sammenslutning af erhvervsdrivende
I Gardin Gruppen er det vores mål at dyrke fællesskabet med gruppens 3 koncepter som omdrejningspunkt.
Vi er altså ikke en topstyret kæde. Vi er ikke en Franchise-kæde. Vi er ikke en andelsbevægelse. Som en del af gruppen får du derfor ikke et færdigpakket koncept serveret, du skal rette ind efter og eksekvere på.
I Gardin Gruppen er vi en sammenslutning af erhvervsdrivende – og som erhvervsdrivende er du selv med til at definere, hvordan din indgangsvinkel til fællesskabet skal være.
Vi har ingen fastlagt skabelon eller et regelsæt. Du er således selv med til at præcisere, hvorvidt du ønsker 100 % ejerskab over din forretning og at tilkøbe de ydelser, gruppen tilbyder – eller om du ønsker, at vi indgår i et partnerskab, hvor vi bliver medejere af din forretning.
De væsentligste faktorer for at træde ind i Gardin Gruppen er lysten til fællesskabet og en gensidig god kemi. Og her er det væsentligt, at den fælles konstellation er i højsæde hos alle parter. En konstellation, hvor alle er ligeværdige og vores indbyrdes sparring til fælles udvikling går alle de veje, den kan – ligesom det er et must, at vi alle arbejder aktivt for hinandens bedste.
Bliv en del af Gardingruppen og et stærkt fællesskab
Vores fælles værdisæt bygger på målet om at skabe god bundlinje for alle via fællesskabet. At blive dygtigere, hurtigere og stærkere sammen!
Det betyder rent praktisk, at vi hele tiden har for øje at støtte og hjælpe hinanden. Vinder en partner i Odense en opgave i Skive, er det eksempelvis oplagt, at partneren med størst lokalkendskab til Skive får tildelt opgaven. Han og kunden kender måske allerede hinanden i forvejen – og vi har således mulighed for at sætte de personlige relationer i spil.
Vi håndterer alle former for administration, kommunikation og markedsføring i det omfang, du har behov for det.
Vi er alle sammen klar over, hvor udfordrende det er at tage hul på et stort udbud og i den forbindelse at have den nødvendige indsigt i glædende udbudsregler. Som en del af Gardin Gruppen er det bestemt ikke et must, at du har et solidt kendskab til disse. Hér hjælper vi i fællesskab hinanden igennem samtlige stadier, når et større tilbud skal afgives.
Omfanget af den hjælp, du har brug for, afgør du selv – for os er det blot vigtigt, at du får den hjælp der skal til for, at du og din virksomhed opnår optimal vækst.
I gruppen er vi store fortalere for at være så lokale og målgruppeorienterede i vores kommunikation som muligt. Som en del af Gardin Gruppen vil du få tilbudt en fælles markedsføring, men det er bestemt ikke et krav, at du gør brug af den.
Har du f.eks. forretning i Hornbæk, vil du aldrig blive påduttet at effektuere en markedsføring, som er tiltænk målgruppen i Ribe.
Fordelene i Gardingruppen: Sammen står vi stærkere!
Er du en mindre virksomhed, der enten skaber løsninger til erhverv eller til private forbrugere?
Har du et showroom og en fysisk butik eller en webshop?
Er du driftig? Og har du lyst til at indgå som en aktiv del af et fællesskab, hvor vi skaber løsninger, der kommer os alle og kunden til gode? Så kunne det godt være dig, vi kigger efter …
I gruppen er vi sammen om sparring i forhold til:
- den daglige drift
- hvordan vi finder nye markeder og kunder
- hvordan vi tilgår og vinder kunder, plejer dem og deres interesser
- hvordan vi fastholder kunden til næste køb
- hvordan vi finder de rette leverandører i ind- og udland
- regnskabsmæssig assistance hele vejen rundt om din virksomhed – stort som småt!
- markedsføring og branding, som passer til din butik
- uddannelse af medarbejdere, da elever er vejen frem for vores branche
- udlejning af medarbejdere til gruppens øvrige partnere
- assistance ved valg af location til showroom og butik
- hjælp til forhandling vedr. ansættelse og afskedigelse, leje af showroom og butik samt til kontraktforhandlinger.